sitemap
Tilbage til Kloak

Nedsivningsanlæg

Anvendelse
Nedsivningsanlæg er blevet den oftest benyttede form for rensning af spildevand i det åbne land. Det skyldes dels at det er den billigste form for spildevandsrensning, både i anskaffelse og drift, og dels, at der ikke er meget arbejde forbundet med at anlægge et nedsivningsanlæg.

Funktion
Nedsivningsanlæg fås både som gravitations- og trykanlæg. Vi anbefaler trykanlæg, da det giver en optimal fordeling af spildevandet i trykfordelerstrengene. Nedsivningsanlæg fungerer ved, at vandet bliver pumpet eller ved gravitation løber ud i sivestrengene, hvori der fra producentens side er lavet egnede huller. Efter spildevandet er trykket ud gennem trykfordelerstrengene, siver det ned gennem jorden, hvor mikroorganismer på jordpartiklerne nedbryder det organiske materiale i spildevandet, der på den måde renses.

Ved høj grundvandsstand anbefales det ikke at etablere nedsivningsanlæg, idet vejen fra sivestrengene til grundvandet ikke bliver lang nok til, at det organiske materiale i spildevandet bliver nedbrudt af mikroorganismerne i jorden. Minimumsafstanden fra tryksivestrengene til højeste grundvandsniveau er 1 meter. Hvis dette ikke kan lade sig gøre på normal vis, kan der etableres jordvolde, hvori tryksivestrengene placeres. På denne måde forøges afstanden mellem tryksivestrengene og grundvandsspejlet.

Dimensionering
Før der etableres et nedsivningsanlæg skal der foretages en jordbundsundersøgelse. Den skal påvise, at jordbunden er velegnet til nedsivning. Samtidig skal grundvandsstanden fastlægges, hvilket helst bør ske i februar-marts, da grundvandsstanden på denne tid er på sit højeste. Meget leret jord er ikke velegnet til nedsivningsanlæg.

Vi er gerne behjælpelige med både pejling af grundvand og udtagning og analyse af jordbunds prøver.

Entreprenør Finn Nestén
Piletoften 22
2630 Tåstrup
mail@nesten.dk
40 20 40 40